Hjemmefødsel, dit valg!

Kendt jordemoder, dit ønske?

Min hjemmefødselsberetning

Af Mette Münchow, Esbjerg

Begge mine fødsler er foregået hjemme. Den sidste i år 2000 med Hanne Willer som jordemoder. Min første fødsel i 1998 varede bare 4 timer, så under min anden graviditet var jeg mest optaget af at min næste fødsel formodentlig ville gå endnu hurtigere, men i relation til det var både børnenes far og jeg trygge ved igen at føde hjemme, så vi ikke skulle ud at køre de 40 min. det ville tage at komme fra vores hjem til Helsingør Sygehus. En anden ting der optog mig meget under min anden graviditet var naturligvis at gøre vores lille smørklat, Katrine, på 2 år og en måned til storesøster. Hun havde meget sprog, så jeg fortalte fra tid til anden om hvad der skulle ske, og hun var med til at øve vejrtrækningsøvelser, så hun ikke skulle blive forskrækket hvis jeg begyndte at pruste mens hun var til stede. Planen var at jeg nok ville føde mens hun var i dagpleje (!) og vi havde en aftale med dagplejeren om at børnenes far, Michael, bare ringede besked, og så kunne Katrine blive der, eller dagplejeren ville komme og aflevere hende afhængig af situationen. Terminen var d. 21.5. 2000. En uge før blev min mor, der bor i Sønderborg, indlogeret i et familiesommerhus 7 km. fra vores hjem. Hun skulle deltage i fødslen som hjælper for Michael og mig, og som mormor for Katrine, hvis fødslen ville foregå når hun var hjemme.

Under Katrines fødsel i 1998 havde vi 2 hjælpere, min mor og Michaels mor, fordi vi havde lejet et fødekar ved Forældre&Fødsel. Men det blev kun fyldt 30 cm, og var derfor kun til besvær i vores lille-bitte hus, og det droppede vi derfor helt anden gang.

Under jordemoderkonsultationerne i forbindelse med min anden graviditet, var både Michael og jeg blevet meget glade for Hanne, og vi endte med at spørge om hun ville assistere under fødslen som privat jordemoder, altså mod betaling, fordi det ville rart for os med kendt jordemoder, og så en man havde virkelig stor tiltro til. Men Hanne havde desværre ikke fri de dage, og kunne derfor ikke stille sig til rådighed. Under en af konsultationerne var Hanne afløst af en jordemoderstuderende, Charlotte Grønlund. Hende syntes jeg også rigtigt godt om, og vi jokede med at hun lige ville nå at blive færdiguddannet og derefter blive kaldt til min hjemmefødsel; ilddåb! Det skete nemlig ved Katrines fødsel, at den jordemoder der kom ud til os kun havde været uddannet i 19 dage og bare var blevet sendt i forvejen for at undersøge mig, for derefter at skulle ringe efter en erfaren jordemoder. Den "rigtige" jordemoder ankom samtidig med Katrine!!

Fredag d. 19.5., 2 dage før termin, var mor, Katrine og jeg i svømmehallen i Frederiksværk, og jeg havde det pragtfuldt. Lørdag d. 20. var vi til en børnekoncert i Frederiksværk, og jeg rendte rundt med Katrine og havde det helt normalt fint og hyggeligt. Ingen tegn på fødsel. Om mandagen skulle min mor til et møde, og hele ugen skulle Michael til forskellige skriftlige eksamener da han var på sidste måned af skovfogedstudiet. Underligt nok bekymrede det mig ikke, at fødslen muligvis ville gå i gang når Michael have 4 timer tilbage af en eksamen, og jeg så måske ville føde alene. Det blev aldrig til mere seriøse bekymringer, end det var på jokestadiet. Lørdag aften, stadig d. 20. - dagen før termin - skulle Michael absolut på bukkejagt, og jeg var temmelig sur over at han ikke havde fået hængt persienner op i soveværelset, da jeg ikke ville risikere at ligge og føde mens naboer, posten eller andre ville vade forbi vinduet. Han ville hænge dem op "i morgen". Jeg truede med ikke at gå i fødsel før de persienner var hængt op. Det fik ham muligvis til at tøve lidt, men først da jeg sagde: "nå men hvor er værktøjskassen? Så hænger jeg dem selv op" fik han fingeren ud og sat dem op. Han kom hjem efter et par timer og vi gik i seng. Kl. 1.45 vågnede jeg ved det vildeste tordenvejr. Efter at have ligget og lyttet i et kvarter begyndte det at hagle så tosset, at jeg troede det ville gå gennem taget. Katrine sov stadig i tremmeseng og jeg var bange for at hun ville vågne og være bange for vejret uden at kunne komme ud af sengen, og uden at jeg ville kunne høre hende, så jeg stod op og trissede lidt rundt i en times tid. Under graviditeten var jeg flere gange stået op midt om natten for at lave yoga et par timer i total ro, og jeg hyggede mig også denne nat med stille musik og brænde i brændeovnen. Set i bakspejlet har jeg nok været "opstemt" over lidt "gang i kroppen", men jeg tænkte ikke på fødsel den time. Så kl. 3 mærkede jeg pludselig: "Hov! Nu murrer det da!. Den første ve var lang, så jeg vækkede straks Michael og han tog tid kl. 02.54 på en ve på 59 sek. Kl. 3.00 havde jeg en ve på 54 sek, og efter en tilsvarende 3. ve ringede vi til Sygehuset, kl. 03.05. Og det var HANNE der tog telefonen. Jeg fik bare sagt: "Åh, er du på arbejde???". Egentlig skulle bagvagten kaldes til minHanne med Ditte, den lille ny hjemmefødsel, men Hanne fik resolut en læge til at passe telefon og bagvagten kaldt til arbejde på sygehuset, og så kom hun kl. 4.10. - og minsandten om ikke hun havde Charlotte med da hun kom. Det var bare SÅ perfekt. Jeg havde allerede haft et par presseveer da de kom, men de kom stille og roligt ind og pakkede ud i ro og mag mens jeg passede mit fødearbejde. Jeg havde haft stor gavn af at hænge over vores køkkenbord, så lige idet Hanne kom tænkte jeg: "Åh nej, nu skal jeg ned at ligge for at blive undersøgt, og det havde jeg ikke lyst til, da vearbejdet var foregået stort set smertefrit ved dyb koncentration og fuldstændig ro - altså udover at "Hotel Hunger" kørte for rimelig styrke på anlægget, selvom jeg havde købt en specielt god plim-plim-dejlig-klassisk-musik-som-viste-sig-at-være-irriterende-CD. Den fik 1½ minut, så røg den hurtigt ud og blev erstattet af noget "ordentligt puls" som helt givet hjalp mit vearbejde. Katrine vågne kl. 4.15. og hun kom ind til os i sengen i soveværelset hvor jeg var begyndt at presse aktivt Da det var foregået så smertefrit var jeg helt rolig ved at få hende op i sengen. Jeg vendte ansigtet bort under en ve, og sagde i en pause til hende, at om lidt ville det nok gøre ondt på mig, men så var det fordi babyen ville komme ud. Den var hun med på, men sagde alligevel: "Kom mormor; vi går udenom" og så gik de ud i vores stue. Kl. 4.30 gik vandet og det så helt fint ud. Under fødselsforløbet rørte Hanne mig kun 2 gange, så vidt jeg husker. Jeg passede mit arbejde i ro med Michael, og Hanne sad diskret i fodenden. Charlotte stod op ad væggen i vores lille soveværelse. Det var meget anderledes end min første fødsel, hvor den stakkels nybagte jordmoder ALDRIG havde været til hjemmefødsel før, og slet ikke ventede så fremskredet et forløb osv., så hun undersøgte hjertelyd mellem hver ve. Ikke noget der generede mig, men noget der efter min anden fødsel alligevel kom til at stå i stærk kontrast. Min anden fødsel var så ubeskriveligt rolig og koncentreret at jeg både følte mig fraværende og dog føler at kunne huske hvert sekund. Kl. 4.30 kom Katrine ind igen, måske af nysgerrighed over den lidt opløftede stemning omkring vandafgang. Katrine stod sammen med min mor et par meter fra mig. Hanne, som ellers ikke havde sagt meget, sagde pludselig lige så stille: "Næste gang du har en vepause, synes jeg du skal tage din trøje af og sætte dig op på knæene; så kan du tage imod dit barn." Vi havde ikke talt meget om ønsker i forbindelse med fødslen, og jeg havde ikke forestillet mig selv at tage mod mit barn, da min første fødsel havde været mere "traditionel". Men jeg gjorde helt automatisk som Hanne sagde, og tog som det naturligste i verden imod mit barn, og kunne nemt få hende med helt op til mit ansigt. Det var bare en helt ubeskrivelig situation… Ditte og Mor, Far og KatrineDet var bare SÅ perfekt!! Katrine livede op og sagde: "En baby!" så måske havde hun alligevel ikke helt forstået hvad det var vi rodede rundt og lavede!! Jeg glemte at tjekke kønnet på mit barn og bad Hanne om det. Hun sagde bare: "Det kan du selv se lige om lidt". Barnet kiggede helt intenst på mig og naturligvis skulle jeg labbe det i mig før jeg tjekkede "detaljer"… Efter et minut eller to så vi at vi havde fået endnu en pige, Ditte.

Min taknemmelighed over begge fødsler er ubeskriveligt stærk. Men den helt specielle oplevelse det var at føde anden gang; stemningen, trygheden, hele forløbet, roen - at det kunne være så perfekt - det overstiger alt!!

Hanne og Charlotte blev et par timer, men vi var mest optagede af vore børn. Jeg lå stadig i sengen og ammede Ditte, og de andre dryssede lidt frem og tilbage for at betragte Ditte. Mor ringede rundt til sin mand, min far, moster osv. Hanne og Charlotte ordnede papirer i stuen. Også at være sammen med Katrine, virkede helt rigtigt. Så fra at have håbet at fødslen ville foregå mens hun var i dagpleje, var jeg pludselig ovenud lykkelig for at hun havde deltaget og dermed været aktivt med, og ikke bare kom ind ad døren som på en almindelig dag, og så mig sidde med et nyt og fremmed barn i favnen.

Hele søndag formiddag, terminsdagen, lå Ditte skiftevis ved bryst, i favn eller i en lav vugge som såvel Katrine som begge vore hunde stod med hagen henover for at undersøge det nye familiemedlem.

Et par dage efter kom Hanne hjem til os for at tage PKU (hælprøve) på Ditte, og det var meget hyggeligt at se hende igen, ligesom det var vild luksus ikke at skulle af sted i bilen til Helsingør for at rende forvildet rundt på et fremmed sygehus med 2 små børn…

Jeg har gået hjemme med Ditte og Katrine, og deres forhold er meget nært og meget positivt, og jeg har aldrig følt at Katrine undrede sig over hvorfor der pludselig var 2 børn fremfor kun hende. Jeg tror hun har været med på en måde der passede til hendes temperament og til hvad hun kunne magte. Hun har altid været temmelig sej. Vi ville have gjort helt anderledes med Ditte, for hun er SÅ anderledes - og sådan er der så meget! Naturligvis ville det have været en rigtig ubehagelig oplevelse for Katrine hvis hun kunne se det gjorde ondt på mig, men det gjorde det rent faktisk næsten ikke, så det var komplet udramatisk. Det var også stærkt at have min mor med, ligesom Michaels mor var utroligt glad og taknemmelig for at være med til Katrines fødsel. At have født mine børn i min seng i mit hjem, omgivet af min familie, mine ting, "min" jordemoder, til min musik, med adgang til mit køleskab(!) … jeg kan slet slet ikke forestille mig det anderledes.