Hjemmefødsel, dit valg!

Kendt jordemoder, dit ønske?

For at gøre en lang fødselsberetning kort, så havde jeg meget uregelmæssige veer af tiltagende styrke både i varighed og kraft. Men vandet ville ikke gå, så efter lang tids venten prikkede Hanne Jordemoder hul på fosterhinden mens jeg lå i badekaret. (Dette kunne som bekendt ikke mærkes, da der heldigvis ingen nerver er her).

Jeg var dybt afhængig af og glad for det badekar - og min massagebruser - da det gjorde det nemmere at udholde smerterne i min efterhånden ømme krop.

Hanne sad hos mig ved siden af karet hele den sidste dag og det gjorde bestemt en forskel at føle sig tryg med sin egen velkendte fødsels -og åndedrætsguide, som roligt, blidt og bestemt hjalp mig til at stå imod smerterne i min egen lille lukkede ve-boble :-( Efter 40 timer var det stærke, tiltagende smerter og træthed, der herskede i min krop, så jeg sagde til min mand, Janus, at "nu går turen til Hillerød!!!" hvor vi, dvs. mand, mor & Hanne samt undertegnede hurtigt indfandt os. Vi blev tildelt fødestue nr. 1, hvilket var en fin, rummelig og rosa fødestue - dette observerede jeg dog først noget senere...

Jeg havde hjemmefra besluttet, at jeg på sygehuset ville have en epiduralblokade (rygmarvsbedøvelse) og på nuværende tidspunkt følte jeg mig uden for min krop og ventede utålmodigt og tvært på narkoseholdet. De kom dog relativt hurtigt, hvorefter jeg endnu mere utålmodigt skulle vente på det kvarter test-dosen skal virke, inden jeg kunne få lagt vestim. Drop. Da jeg desværre har små, tynde vener baksede de med at få det droppet, hvilket også endelig lykkedes og så blev epiduralen lagt. Jeg kunne næsten ikke vente til narkoselægen fik trykket stemplet i bund med bedøvelsen, for også det drillede og var stramt og krævede åbenbart fingerkræfter ;-) så imens lå jeg og bandede indvendigt samtidig med at jeg brugte lattergasmasken flittigt og efter behov, når vemomenterne toppede. Dét hjalp!

Hvis jeg nøje tænker tilbage og skal finde noget negativt at sige om vores fødsel, så var det - surprise! at smerterne opleves så stærkt og ubehageligt; det er umuligt at forestille sig og forberede sig på dem. Dette kan/skal man nok ikke bebrejde naturen, der gør sit arbejde, men det hjalp mig at "være" i dem og at overgive sig i stedet for at modarbejde dem og tænke positivt: " Ha, nu er der én mindre..." Og så var den gode narkoselæge lidt lææænge om det, hvilket jo kunne skyldes grundighed fra hans side og utålmodighed fra min!

Da jeg efter næsten 44 timer pressede vores lille pige ud i Verden og hun roligt og ustresset lå ved min side var alle smerter glemt. Der var kun en fantastisk glæde og taknemmelighed over, at alt var gået så godt og en salig uforståelighed over dette langhårede lille engle-væsen på 4 kg og 56 cm.

Sidst men absolut ikke mindst er det mig en gåde, hvorfor jeg, måske fordi jeg var 1.gangsfødende, ustandseligt blev talt ned til på den mest bedrevidende og irriterende måde af næsten samtlige sygeplejersker på barselsafsnittene? Mon det kan tænkes, at det bl.a. er i forbindelse med, at der er en del fagidioti indblandet samt at langt de fleste er kvinder... Jeg var nemlig ikke i tvivl om, hvad og hvordan jeg skulle gøre mht. vor nyfødtes amning, pasning og pleje, men det gik damerne stærkt ud fra, at jeg var, og i stedet for ro og fred og fordybelse fik jeg alt for meget fokuseren på (børne)sygdomme og hvad jeg vil kalde amme-hysteri/hiven i mine bryster m.m. Det er da godt, at de hjælper visse kvinder i gang, men de burde give barselskvinder -og babies lidt space, tak!

Og kære Hanne! Jeg/vi kan ikke takke Dig nok for din venlighed, omsorg og herlige humor. Uden Din person havde det ikke nær været det samme at føde, for Du indgav mig ro, nærvær og sikkerhed under de stormfulde fødselstimer og en masse sjove kopper kaffe før dette i vores eget hjem. Vi ville ikke have gjort forløbet anderledes og nu kan vi slet ikke forstå, hvordan man ville kunne føde uden ;-)

Mange kærlige hilsner og knus fra
Janus, baby Rosalina & Ingrid